dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Kommuner bruger 4,4 mia. kr. på leverandører med ejerskab i skattelylande

32 af de 1.000 største kommunale leverandører har ejerskab placeret i skattelylande. Lovligt – men mange af konstruktionerne kan bruges til aggressiv skatteplanlægning, vurderer eksperter

Når kommunerne køber barnevogne til institutionerne, kontormøbler og it-systemer for skattepenge, bliver nogle af Danmarks største offentlige tegnebøger åbnet.

Alene i 2015 havde kommunerne omkostninger for cirka 57 mia. kr. til de 1.000 største kommunale leverandører. Det viser tal fra virksomheden UdbudsVagten, der har indsigt i kommunernes regnskabssystemer.

Men selvom kommunerne handler direkte med en leverandør med et dansk cvr-nummer, kan det i bedste fald være svært og i værste fald umuligt at få indsigt i, hvor pengene havner i sidste ende, hvorfor en leverandør ikke har betalt selskabsskat i Danmark i en længere årrække, eller om udbyttet bliver kanaliseret skattefrit til selskaber placeret i skattelylande som eksempelvis Jersey, Guernsey eller Cypern.

Mange leverandører har nemlig etableret sig med en selskabsstruktur i flere led, hvor ejerskabet har mellemstationer eller ender direkte i skattelylande.

Det viser en kortlægning af ejerskabet af de 1.000 største kommunale leverandører, som avisen Kommunen har foretaget ved hjælp af cvr-registeret og selskabsregisteret Orbis, der ejes af hollandske Bureau van Dijk.

- Leverandøren kan bruge det til at lave aggressiv skatteplanlægning, hvor man i de fleste tilfælde indenfor lovens rammer – men udenfor lovens hensigt eller ånd – kan få reduceret sin skattebetaling, eksempelvis ved ikke at betale udbytteskat eller holde overskuddet af selskaberne offshore, forklarer Lars Koch fra Oxfam IBIS.

En bombe under vores velfærdsmodel 
Kortlægningen viser blandt andet, at kommunerne har omkostninger for 4,4 mia. kr. til leverandører, som helt eller delvist er ejet af et selskab i et eller flere lande som Oxfam IBIS har på listen, over 'verdens værste skattelylande'.

Skatteeksperter påpeger, at benyttelsen af selskaber i skattelylande er fuldt ud legale, men at det er problematisk for de danske skatteydere, at hverken myndighederne eller offentligheden kan få et indblik i, hvor pengene ender.

– Det her er en tikkende bombe under vores velfærdsmodel, fordi store dele af de penge, der skal bruges til at finansiere samfundet med, bliver kanaliseret ud af landet uden skattebetaling, siger tidligere formand for Transparency Internationals danske afdeling Knut Gotfredsen, der også har en fortid som statsautoriseret revisor gennem 32 år hos Deloitte – heraf 25 år som partner.

Thorbjørn Helmo Madsen, direktør og skatterådgiver fra TimeGruppen understreger, at der også kan være rigtig gode grunde til at placere sig i lande, der betragtes som skattelylande. Men uanset årsagen åbner ejerskabet i skattelylandende op for en lang række muligheder for aggressiv skatteplanlægning.

– Du kan flytte en del af formuen fra Danmark til Holland skattefrit ved udbytter, og efterfølgende flytter du det fra Holland til Jersey eller Guernsey – også skattefrit. Så ligger pengene på Jersey eller Guernsey, og der kan du jo tage dem ud af selskabet, uden at der er nogen, der spørger dig til, hvorfor du tager pengene ud, eller hvad de skal bruges til. I sidste ende kan du jo så vælge at tage pengene med til Danmark igen, fortæller Thorbjørn Helmo Madsen.

Læs hvilke 32 virksomheder, der benytter sig af skattely hos avisen Kommunen


Fakta: Her er verdens værste skattelylande

1. Bermuda
2. Cayman Islands
3. Holland
4. Schweiz
5. Singapore
6. Irland
7. Luxembourg
8. Curacao
9. Hong Kong
10. Cypern
11. Bahamas
12. Jersey
13. Barbados
14. Mauritius
15. De Britiske Jomfruøer
Kilde: Oxfam IBIS.


Metode: Sådan har avisen Kommunen kortlagt virksomhederne

Meningen med listen er at formidle, hvilke af de 1.000 største kommunale leverandører som er ejet helt eller delvist i skattelylande.

1. De 1.000 største leverandører
For at finde de 1.000 største kommunale leverandører, rangeret efter kommunernes omkostninger til de enkelte selskaber, har vi bedt UdbudsVagten om at lave et udtræk af leverandørens navn og cvr-nummer. Listen er ikke renset for offentligt ejede leverandører, eksempelvis ATP.

Omsætningstallene har UdbudsVagten direkte fra kommunernes økonomisystemer. Tallene er derfor ikke kun et udtryk for indkøb gennem udbud, men for samtlige indkomne fakturaer. Der er således ingen selektionskriterier i spil.

2. Informationer om ejerskabet
Herefter indhentede Kommunen via en robot ejerskabsoplysningerne om hver enkelt leverandør fra det danske cvr-register. Også oplysningerne om ejerne – og ejernes ejere – af leverandøren blev indsamlet, indtil alle ejerled var indsamlet. Efterfølgende kunne avisen identificere, hvilke kommunale leverandører der ifølge cvr-registeret var ejet af en eller flere udenlandske selskaber. Her stopper synsfeltet i udgangspunktet for offentligheden.

Men via adgang til det internationale selskabsregister Orbis Directory, der er ejet af hollandske Bureau van Dijk, havde avisen mulighed for at identificere eventuelle bagvedliggende ejerskabsled af de udenlandske virksomheder, som stod som ejere eller delvise ejere af de danske leverandører i cvr-registeret. Informationer, som offentligheden normalt ikke har indsigt i.

Efterfølgende indsamlede Kommunen også informationer om leverandørens selskabsskattebetalinger for år 2012-2015. Det vil sige de fire år, som Skat indtil videre har offentliggjort oplysninger for.

3. Hvad er et skattelyland?
For at finde ud af, om en kommunal leverandør har ejere, der er placeret i skattelylande, var det nødvendigt at lave en redaktionel afgrænsning af, hvad et skattelyland er. Der findes nemlig ingen officielle danske eller europæiske lister, der navngiver skattelylande.

I denne artikel skal ét ud af to kriterier være opfyldt, før et land kan kaldes et skattelyland. Ét kriterium er, at landet er på Oxfam IBIS’ liste over de 15 værste skattelylande i verden, der er offentliggjort i december 2016.

Det andet kriterium er, at landet befinder sig højt nok oppe på 'Financial Secrecy Index' fra 2015, der er udarbejdet af den uafhængige organisationen Tax Justice Network. Her kigger vi udelukkende på de lande, som har fået en 'gul' eller 'rød' rangering på indekset. Hemmelighedsindekset rangerer hvert land ud fra de samme 15 parametre, der i grove træk blandt andet kategoriseres indenfor åbenhed omkring selskabsinformationer, landets skatteregulering og landets internationale samarbejde.

4. Børsnoterede selskaber er ikke på listen
Ifølge Transparency International og revisorerne hos TimeGruppen var det ikke relevant at medtage børsnoterede selskaber på listen. Blandt andet på grund af strengere afrapporteringskrav. Derfor er alle børsnoterede selskaber blevet pillet ud af listen. Derudover er ejere, der figurerer som privatpersoner, også pillet ud af listen, også på grund af skattetekniske forskelligheder.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.